Conjugation of afprøve
to test; to try out Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | afprøve |
Præsens
| jeg | afprøver |
| du | afprøver |
| han / hun / den / det | afprøver |
| vi | afprøver |
| I | afprøver |
| de | afprøver |
Præteritum
| jeg | afprøvede |
| du | afprøvede |
| han / hun / den / det | afprøvede |
| vi | afprøvede |
| I | afprøvede |
| de | afprøvede |
Perfektum
| — | har afprøvet |
Imperativ
| — | afprøv |
Perfektum participium
| — | afprøvet |
Præsens participium
| — | afprøvende |
Passiv
Infinitiv
| — | afprøves |
Præsens
| jeg | afprøves |
| du | afprøves |
| han / hun / den / det | afprøves |
| vi | afprøves |
| I | afprøves |
| de | afprøves |
Præteritum
| jeg | afprøvedes |
| du | afprøvedes |
| han / hun / den / det | afprøvedes |
| vi | afprøvedes |
| I | afprøvedes |
| de | afprøvedes |