Conjugation of afskrække
to deter, discourage, intimidate, daunt Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | afskrække |
Præsens
| jeg | afskrækker |
| du | afskrækker |
| han / hun / den / det | afskrækker |
| vi | afskrækker |
| I | afskrækker |
| de | afskrækker |
Præteritum
| jeg | afskrækkede |
| du | afskrækkede |
| han / hun / den / det | afskrækkede |
| vi | afskrækkede |
| I | afskrækkede |
| de | afskrækkede |
Perfektum
| — | har afskrækket |
Imperativ
| — | afskræk |
Perfektum participium
| — | afskrækket |
Præsens participium
| — | afskrækkende |
Passiv
Infinitiv
| — | afskrækkes |
Præsens
| jeg | afskrækkes |
| du | afskrækkes |
| han / hun / den / det | afskrækkes |
| vi | afskrækkes |
| I | afskrækkes |
| de | afskrækkes |
Præteritum
| jeg | afskrækkedes |
| du | afskrækkedes |
| han / hun / den / det | afskrækkedes |
| vi | afskrækkedes |
| I | afskrækkedes |
| de | afskrækkedes |