Conjugation of udskælde
to reproach, reprimand someone in a harsh way Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | udskælde |
Præsens
| jeg | udskælder |
| du | udskælder |
| han / hun / den / det | udskælder |
| vi | udskælder |
| I | udskælder |
| de | udskælder |
Præteritum
| jeg | udskældede |
| du | udskældede |
| han / hun / den / det | udskældede |
| vi | udskældede |
| I | udskældede |
| de | udskældede |
Perfektum
| — | har udskældt |
Imperativ
| — | udskæld |
Perfektum participium
| — | udskældet |
Præsens participium
| — | udskældende |
Passiv
Infinitiv
| — | udskældes |
Præsens
| jeg | udskældes |
| du | udskældes |
| han / hun / den / det | udskældes |
| vi | udskældes |
| I | udskældes |
| de | udskældes |
Præteritum
| jeg | udskældedes |
| du | udskældedes |
| han / hun / den / det | udskældedes |
| vi | udskældedes |
| I | udskældedes |
| de | udskældedes |