Conjugation of udmærke
to distinguish (by means of one or more characteristic features) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | udmærke |
Præsens
| jeg | udmærker |
| du | udmærker |
| han / hun / den / det | udmærker |
| vi | udmærker |
| I | udmærker |
| de | udmærker |
Præteritum
| jeg | udmærkede |
| du | udmærkede |
| han / hun / den / det | udmærkede |
| vi | udmærkede |
| I | udmærkede |
| de | udmærkede |
Perfektum
| — | har udmærket |
Imperativ
| — | udmærk |
Perfektum participium
| — | udmærket |
Præsens participium
| — | udmærken |
Passiv
Infinitiv
| — | udmærkes |
Præsens
| jeg | udmærkes |
| du | udmærkes |
| han / hun / den / det | udmærkes |
| vi | udmærkes |
| I | udmærkes |
| de | udmærkes |
Præteritum
| jeg | udmærkedes |
| du | udmærkedes |
| han / hun / den / det | udmærkedes |
| vi | udmærkedes |
| I | udmærkedes |
| de | udmærkedes |