Conjugation of erklære
ɛrklɛːrəto declare; to set aside a portion of memory for Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | erklære |
Præsens
| jeg | erklærer |
| du | erklærer |
| han / hun / den / det | erklærer |
| vi | erklærer |
| I | erklærer |
| de | erklærer |
Præteritum
| jeg | erklærede |
| du | erklærede |
| han / hun / den / det | erklærede |
| vi | erklærede |
| I | erklærede |
| de | erklærede |
Perfektum
| — | har erklæret |
Imperativ
| — | erklær |
Perfektum participium
| — | erklæret |
Præsens participium
| — | erklærende |
Passiv
Infinitiv
| — | erklæres |
Præsens
| jeg | erklæres |
| du | erklæres |
| han / hun / den / det | erklæres |
| vi | erklæres |
| I | erklæres |
| de | erklæres |
Præteritum
| jeg | erklæredes |
| du | erklæredes |
| han / hun / den / det | erklæredes |
| vi | erklæredes |
| I | erklæredes |
| de | erklæredes |