Conjugation of eksistere
to exist Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | at eksistere |
Præsens
| jeg | eksisterer |
| du | eksisterer |
| han / hun / den / det | eksisterer |
| vi | eksisterer |
| I | eksisterer |
| de | eksisterer |
Præteritum
| jeg | eksisterede |
| du | eksisterede |
| han / hun / den / det | eksisterede |
| vi | eksisterede |
| I | eksisterede |
| de | eksisterede |
Perfektum
| — | har eksisteret |
Imperativ
| — | eksister |