Conjugation of udleve
to fulfill or give vent to one's desires or needs; to live out Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | udleve |
Præsens
| jeg | udlever |
| du | udlever |
| han / hun / den / det | udlever |
| vi | udlever |
| I | udlever |
| de | udlever |
Præteritum
| jeg | udlevede |
| du | udlevede |
| han / hun / den / det | udlevede |
| vi | udlevede |
| I | udlevede |
| de | udlevede |
Perfektum
| — | har udlevet |
Imperativ
| — | udlev |
Perfektum participium
| — | udlevet |
Præsens participium
| — | udlevende |
Passiv
Infinitiv
| — | udleves |
Præsens
| jeg | udleves |
| du | udleves |
| han / hun / den / det | udleves |
| vi | udleves |
| I | udleves |
| de | udleves |
Præteritum
| jeg | udlevedes |
| du | udlevedes |
| han / hun / den / det | udlevedes |
| vi | udlevedes |
| I | udlevedes |
| de | udlevedes |