Conjugation of intimidere
to intimidate Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | intimidere |
Præsens
| jeg | intimiderer |
| du | intimiderer |
| han / hun / den / det | intimiderer |
| vi | intimiderer |
| I | intimiderer |
| de | intimiderer |
Præteritum
| jeg | intimiderede |
| du | intimiderede |
| han / hun / den / det | intimiderede |
| vi | intimiderede |
| I | intimiderede |
| de | intimiderede |
Perfektum
| — | har intimideret |
Imperativ
| — | intimider |
Perfektum participium
| — | intimideret |
Præsens participium
| — | intimiderende |
Passiv
Infinitiv
| — | intimideres |
Præsens
| jeg | intimideres |
| du | intimideres |
| han / hun / den / det | intimideres |
| vi | intimideres |
| I | intimideres |
| de | intimideres |
Præteritum
| jeg | intimideredes |
| du | intimideredes |
| han / hun / den / det | intimideredes |
| vi | intimideredes |
| I | intimideredes |
| de | intimideredes |