Aktiv
Infinitiv
| — | intrigere |
Præsens
| jeg | intrigerer |
| du | intrigerer |
| han / hun / den / det | intrigerer |
| vi | intrigerer |
| I | intrigerer |
| de | intrigerer |
Præteritum
| jeg | intrigerede |
| du | intrigerede |
| han / hun / den / det | intrigerede |
| vi | intrigerede |
| I | intrigerede |
| de | intrigerede |
Perfektum
| — | har intrigeret |
Imperativ
| — | intriger |
Perfektum participium
| — | intrigeret |
Præsens participium
| — | intrigerende |
Passiv
Infinitiv
| — | intrigeres |
Præsens
| jeg | intrigeres |
| du | intrigeres |
| han / hun / den / det | intrigeres |
| vi | intrigeres |
| I | intrigeres |
| de | intrigeres |
Præteritum
| jeg | intrigeredes |
| du | intrigeredes |
| han / hun / den / det | intrigeredes |
| vi | intrigeredes |
| I | intrigeredes |
| de | intrigeredes |