Conjugation of indvilge
to accept, to agree (to something) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | indvilge |
Præsens
| jeg | indvilger |
| du | indvilger |
| han / hun / den / det | indvilger |
| vi | indvilger |
| I | indvilger |
| de | indvilger |
Præteritum
| jeg | indvilgede |
| du | indvilgede |
| han / hun / den / det | indvilgede |
| vi | indvilgede |
| I | indvilgede |
| de | indvilgede |
Perfektum
| — | har indvilget |
Imperativ
| — | indvilg |
Perfektum participium
| — | indvilget |
Præsens participium
| — | indvilgende |
Passiv
Infinitiv
| — | indvilges |
Præsens
| jeg | indvilges |
| du | indvilges |
| han / hun / den / det | indvilges |
| vi | indvilges |
| I | indvilges |
| de | indvilges |
Præteritum
| jeg | indvilgedes |
| du | indvilgedes |
| han / hun / den / det | indvilgedes |
| vi | indvilgedes |
| I | indvilgedes |
| de | indvilgedes |