Conjugation of initiere
to initiate Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | at initiere |
Præsens
| jeg | initierer |
| du | initierer |
| han / hun / den / det | initierer |
| vi | initierer |
| I | initierer |
| de | initierer |
Præteritum
| jeg | initierede |
| du | initierede |
| han / hun / den / det | initierede |
| vi | initierede |
| I | initierede |
| de | initierede |
Perfektum
| — | har initieret |
Imperativ
| — | initier |