Conjugation of frembringe
to bring forth, generate, produce, engender Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | at frembringe |
Præsens
| jeg | frembringer |
| du | frembringer |
| han / hun / den / det | frembringer |
| vi | frembringer |
| I | frembringer |
| de | frembringer |
Præteritum
| jeg | frembragte |
| du | frembragte |
| han / hun / den / det | frembragte |
| vi | frembragte |
| I | frembragte |
| de | frembragte |
Perfektum
| — | har frembragt |
Imperativ
| — | frembring |