Conjugation of fremkomme
[ˈfʁamˌkʌmˀə]to present something (oral or written) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | fremkomme |
Præsens
| jeg | fremkommer |
| du | fremkommer |
| han / hun / den / det | fremkommer |
| vi | fremkommer |
| I | fremkommer |
| de | fremkommer |
Præteritum
| jeg | fremkom |
| du | fremkom |
| han / hun / den / det | fremkom |
| vi | fremkom |
| I | fremkom |
| de | fremkom |
Imperativ
| — | fremkom |
Perfektum participium
| — | fremkommet |
Præsens participium
| — | fremkommende |
Passiv
Infinitiv
| — | fremkommes |
Præsens
| jeg | fremkommes |
| du | fremkommes |
| han / hun / den / det | fremkommes |
| vi | fremkommes |
| I | fremkommes |
| de | fremkommes |