Conjugation of fremskaffe
to obtain, procure (often with effort and difficulty) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | fremskaffe |
Præsens
| jeg | fremskaffer |
| du | fremskaffer |
| han / hun / den / det | fremskaffer |
| vi | fremskaffer |
| I | fremskaffer |
| de | fremskaffer |
Præteritum
| jeg | fremskaffede |
| du | fremskaffede |
| han / hun / den / det | fremskaffede |
| vi | fremskaffede |
| I | fremskaffede |
| de | fremskaffede |
Perfektum
| — | har fremskaffet |
Imperativ
| — | fremskaf |
Perfektum participium
| — | fremskaffet |
Præsens participium
| — | fremskaffen |
Passiv
Infinitiv
| — | fremskaffes |
Præsens
| jeg | fremskaffes |
| du | fremskaffes |
| han / hun / den / det | fremskaffes |
| vi | fremskaffes |
| I | fremskaffes |
| de | fremskaffes |
Præteritum
| jeg | fremskaffedes |
| du | fremskaffedes |
| han / hun / den / det | fremskaffedes |
| vi | fremskaffedes |
| I | fremskaffedes |
| de | fremskaffedes |