Conjugation of forfærde
[fʌˈfæɐ̯ˀdə]to make very afraid or shocked; to startle or shake violently Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | forfærde |
Præsens
| jeg | forfærder |
| du | forfærder |
| han / hun / den / det | forfærder |
| vi | forfærder |
| I | forfærder |
| de | forfærder |
Præteritum
| jeg | forfærdede |
| du | forfærdede |
| han / hun / den / det | forfærdede |
| vi | forfærdede |
| I | forfærdede |
| de | forfærdede |
Perfektum
| — | har forfærdet |
Imperativ
| — | forfærd |
Perfektum participium
| — | forfærdet |
Præsens participium
| — | forfærdende |
Passiv
Infinitiv
| — | forfærdes |
Præsens
| jeg | forfærdes |
| du | forfærdes |
| han / hun / den / det | forfærdes |
| vi | forfærdes |
| I | forfærdes |
| de | forfærdes |
Præteritum
| jeg | forfærdedes |
| du | forfærdedes |
| han / hun / den / det | forfærdedes |
| vi | forfærdedes |
| I | forfærdedes |
| de | forfærdedes |