Conjugation of forfordele
to give something more than they deserve, to favourize Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | forfordele |
Præsens
| jeg | forfordeler |
| du | forfordeler |
| han / hun / den / det | forfordeler |
| vi | forfordeler |
| I | forfordeler |
| de | forfordeler |
Præteritum
| jeg | forfordelte |
| du | forfordelte |
| han / hun / den / det | forfordelte |
| vi | forfordelte |
| I | forfordelte |
| de | forfordelte |
Perfektum
| — | har forfordelt |
Imperativ
| — | forfordel |
Perfektum participium
| — | forfordelt |
Præsens participium
| — | forfordelende |
Passiv
Infinitiv
| — | forfordeles |
Præsens
| jeg | forfordeles |
| du | forfordeles |
| han / hun / den / det | forfordeles |
| vi | forfordeles |
| I | forfordeles |
| de | forfordeles |
Præteritum
| jeg | forfordeltes |
| du | forfordeltes |
| han / hun / den / det | forfordeltes |
| vi | forfordeltes |
| I | forfordeltes |
| de | forfordeltes |