Conjugation of øremærke
to earmark (to give an animal a tag with an identification number in the ear) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | øremærke |
Præsens
| jeg | øremærker |
| du | øremærker |
| han / hun / den / det | øremærker |
| vi | øremærker |
| I | øremærker |
| de | øremærker |
Præteritum
| jeg | øremærkede |
| du | øremærkede |
| han / hun / den / det | øremærkede |
| vi | øremærkede |
| I | øremærkede |
| de | øremærkede |
Perfektum
| — | har øremærket |
Imperativ
| — | øremærk |
Perfektum participium
| — | øremærket |
Passiv
Infinitiv
| — | øremærkes |
Præsens
| jeg | øremærkes |
| du | øremærkes |
| han / hun / den / det | øremærkes |
| vi | øremærkes |
| I | øremærkes |
| de | øremærkes |
Præteritum
| jeg | øremærkedes |
| du | øremærkedes |
| han / hun / den / det | øremærkedes |
| vi | øremærkedes |
| I | øremærkedes |
| de | øremærkedes |