Conjugation of påføre
to cause, inflict (something) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | påføre |
Præsens
| jeg | påfører |
| du | påfører |
| han / hun / den / det | påfører |
| vi | påfører |
| I | påfører |
| de | påfører |
Præteritum
| jeg | påførte |
| du | påførte |
| han / hun / den / det | påførte |
| vi | påførte |
| I | påførte |
| de | påførte |
Perfektum
| — | har påført |
Imperativ
| — | påfør |
Perfektum participium
| — | påført |
Præsens participium
| — | påførende |
Passiv
Infinitiv
| — | påføres |
Præsens
| jeg | påføres |
| du | påføres |
| han / hun / den / det | påføres |
| vi | påføres |
| I | påføres |
| de | påføres |
Præteritum
| jeg | påførtes |
| du | påførtes |
| han / hun / den / det | påførtes |
| vi | påførtes |
| I | påførtes |
| de | påførtes |