Conjugation of påbyde
to order, prescribe, mandate, decree Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | påbyde |
Præsens
| jeg | påbyder |
| du | påbyder |
| han / hun / den / det | påbyder |
| vi | påbyder |
| I | påbyder |
| de | påbyder |
Præteritum
| jeg | påbød |
| du | påbød |
| han / hun / den / det | påbød |
| vi | påbød |
| I | påbød |
| de | påbød |
Perfektum
| — | har påbudt |
Imperativ
| — | påbyd |
Perfektum participium
| — | påbudt |
Præsens participium
| — | påbydende |
Passiv
Infinitiv
| — | påbydes |
Præsens
| jeg | påbydes |
| du | påbydes |
| han / hun / den / det | påbydes |
| vi | påbydes |
| I | påbydes |
| de | påbydes |