Conjugation of kompromittere
[kʌmpʁomiˈteˀʌ]to compromise, harm or put in a bad light, often through embarrassing and unpleasant revelations) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | kompromittere |
Præsens
| jeg | kompromitterer |
| du | kompromitterer |
| han / hun / den / det | kompromitterer |
| vi | kompromitterer |
| I | kompromitterer |
| de | kompromitterer |
Præteritum
| jeg | kompromitterede |
| du | kompromitterede |
| han / hun / den / det | kompromitterede |
| vi | kompromitterede |
| I | kompromitterede |
| de | kompromitterede |
Perfektum
| — | har kompromitteret |
Imperativ
| — | kompromitter |
Perfektum participium
| — | kompromitteret |
Præsens participium
| — | kompromitterende |
Passiv
Infinitiv
| — | kompromitteres |
Præsens
| jeg | kompromitteres |
| du | kompromitteres |
| han / hun / den / det | kompromitteres |
| vi | kompromitteres |
| I | kompromitteres |
| de | kompromitteres |
Præteritum
| jeg | kompromitteredes |
| du | kompromitteredes |
| han / hun / den / det | kompromitteredes |
| vi | kompromitteredes |
| I | kompromitteredes |
| de | kompromitteredes |