Conjugation of konkludere
to conclude Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | konkludere |
Præsens
| jeg | konkluderer |
| du | konkluderer |
| han / hun / den / det | konkluderer |
| vi | konkluderer |
| I | konkluderer |
| de | konkluderer |
Præteritum
| jeg | konkluderede |
| du | konkluderede |
| han / hun / den / det | konkluderede |
| vi | konkluderede |
| I | konkluderede |
| de | konkluderede |
Perfektum
| — | har konkluderet |
Imperativ
| — | konkluder |
Perfektum participium
| — | konkluderet |
Præsens participium
| — | konkluderende |
Passiv
Infinitiv
| — | konkluderes |
Præsens
| jeg | konkluderes |
| du | konkluderes |
| han / hun / den / det | konkluderes |
| vi | konkluderes |
| I | konkluderes |
| de | konkluderes |
Præteritum
| jeg | konkluderedes |
| du | konkluderedes |
| han / hun / den / det | konkluderedes |
| vi | konkluderedes |
| I | konkluderedes |
| de | konkluderedes |