Conjugation of konstatere
to ascertain, establish, determine Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | konstatere |
Præsens
| jeg | konstaterer |
| du | konstaterer |
| han / hun / den / det | konstaterer |
| vi | konstaterer |
| I | konstaterer |
| de | konstaterer |
Præteritum
| jeg | konstaterede |
| du | konstaterede |
| han / hun / den / det | konstaterede |
| vi | konstaterede |
| I | konstaterede |
| de | konstaterede |
Perfektum
| — | har konstateret |
Imperativ
| — | konstater |
Perfektum participium
| — | konstateret |
Præsens participium
| — | konstaterende |
Passiv
Infinitiv
| — | konstateres |
Præsens
| jeg | konstateres |
| du | konstateres |
| han / hun / den / det | konstateres |
| vi | konstateres |
| I | konstateres |
| de | konstateres |
Præteritum
| jeg | konstateredes |
| du | konstateredes |
| han / hun / den / det | konstateredes |
| vi | konstateredes |
| I | konstateredes |
| de | konstateredes |