Conjugation of koordinere
to coordinate Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | koordinere |
Præsens
| jeg | koordinerer |
| du | koordinerer |
| han / hun / den / det | koordinerer |
| vi | koordinerer |
| I | koordinerer |
| de | koordinerer |
Præteritum
| jeg | koordinerede |
| du | koordinerede |
| han / hun / den / det | koordinerede |
| vi | koordinerede |
| I | koordinerede |
| de | koordinerede |
Perfektum
| — | har koordineret |
Imperativ
| — | koordiner |
Perfektum participium
| — | koordineret |
Præsens participium
| — | koordinerende |
Passiv
Infinitiv
| — | koordineres |
Præsens
| jeg | koordineres |
| du | koordineres |
| han / hun / den / det | koordineres |
| vi | koordineres |
| I | koordineres |
| de | koordineres |
Præteritum
| jeg | koordineredes |
| du | koordineredes |
| han / hun / den / det | koordineredes |
| vi | koordineredes |
| I | koordineredes |
| de | koordineredes |