Conjugation of indebære
to have as a consequence; to cause; to mean, to lead to Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | indebære |
Præsens
| jeg | indebærer |
| du | indebærer |
| han / hun / den / det | indebærer |
| vi | indebærer |
| I | indebærer |
| de | indebærer |
Præteritum
| jeg | indebar |
| du | indebar |
| han / hun / den / det | indebar |
| vi | indebar |
| I | indebar |
| de | indebar |
Imperativ
| — | indebær |
Perfektum participium
| — | indebåret |
Præsens participium
| — | indebærende |
Passiv
Infinitiv
| — | indebæres |
Præsens
| jeg | indebæres |
| du | indebæres |
| han / hun / den / det | indebæres |
| vi | indebæres |
| I | indebæres |
| de | indebæres |