Conjugation of afstemme
to reconcile Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | afstemme |
Præsens
| jeg | afstemmer |
| du | afstemmer |
| han / hun / den / det | afstemmer |
| vi | afstemmer |
| I | afstemmer |
| de | afstemmer |
Præteritum
| jeg | afstemte |
| du | afstemte |
| han / hun / den / det | afstemte |
| vi | afstemte |
| I | afstemte |
| de | afstemte |
Perfektum
| — | er afstemt |
Imperativ
| — | afstem |
Perfektum participium
| — | afstemt |
Præsens participium
| — | afstemmende |
Passiv
Infinitiv
| — | afstemmes |
Præsens
| jeg | afstemmes |
| du | afstemmes |
| han / hun / den / det | afstemmes |
| vi | afstemmes |
| I | afstemmes |
| de | afstemmes |
Præteritum
| jeg | afstemtes |
| du | afstemtes |
| han / hun / den / det | afstemtes |
| vi | afstemtes |
| I | afstemtes |
| de | afstemtes |