Conjugation of umuliggøre
to preclude, to make impossible Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | umuliggøre |
Præsens
| jeg | umuliggør |
| du | umuliggør |
| han / hun / den / det | umuliggør |
| vi | umuliggør |
| I | umuliggør |
| de | umuliggør |
Præteritum
| jeg | umuliggjorde |
| du | umuliggjorde |
| han / hun / den / det | umuliggjorde |
| vi | umuliggjorde |
| I | umuliggjorde |
| de | umuliggjorde |
Perfektum
| — | har umuliggjort |
Imperativ
| — | umuliggør |
Perfektum participium
| — | umuliggjort |
Præsens participium
| — | umuliggørende |
Passiv
Infinitiv
| — | umuliggøres |
Præsens
| jeg | umuliggøres |
| du | umuliggøres |
| han / hun / den / det | umuliggøres |
| vi | umuliggøres |
| I | umuliggøres |
| de | umuliggøres |
Præteritum
| jeg | umuliggjordes |
| du | umuliggjordes |
| han / hun / den / det | umuliggjordes |
| vi | umuliggjordes |
| I | umuliggjordes |
| de | umuliggjordes |