Conjugation of ulejlige
to inconvenience, bother, trouble Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | ulejlige |
Præsens
| jeg | ulejliger |
| du | ulejliger |
| han / hun / den / det | ulejliger |
| vi | ulejliger |
| I | ulejliger |
| de | ulejliger |
Præteritum
| jeg | ulejligede |
| du | ulejligede |
| han / hun / den / det | ulejligede |
| vi | ulejligede |
| I | ulejligede |
| de | ulejligede |
Perfektum
| — | har ulejliget |
Imperativ
| — | ulejlig |
Perfektum participium
| — | ulejliget |
Præsens participium
| — | ulejligende |
Passiv
Infinitiv
| — | ulejliges |
Præsens
| jeg | ulejliges |
| du | ulejliges |
| han / hun / den / det | ulejliges |
| vi | ulejliges |
| I | ulejliges |
| de | ulejliges |
Præteritum
| jeg | ulejligedes |
| du | ulejligedes |
| han / hun / den / det | ulejligedes |
| vi | ulejligedes |
| I | ulejligedes |
| de | ulejligedes |