Conjugation of tilkendegive
to reveal, expose (one's identity) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | tilkendegive |
Præsens
| jeg | tilkendegiver |
| du | tilkendegiver |
| han / hun / den / det | tilkendegiver |
| vi | tilkendegiver |
| I | tilkendegiver |
| de | tilkendegiver |
Præteritum
| jeg | tilkendegav |
| du | tilkendegav |
| han / hun / den / det | tilkendegav |
| vi | tilkendegav |
| I | tilkendegav |
| de | tilkendegav |
Imperativ
| — | tilkendegiv |
Perfektum participium
| — | tilkendegivet |
Præsens participium
| — | tilkendegivende |
Passiv
Infinitiv
| — | tilkendegives |
Præsens
| jeg | tilkendegives |
| du | tilkendegives |
| han / hun / den / det | tilkendegives |
| vi | tilkendegives |
| I | tilkendegives |
| de | tilkendegives |
Præteritum
| jeg | tilkendegaves |
| du | tilkendegaves |
| han / hun / den / det | tilkendegaves |
| vi | tilkendegaves |
| I | tilkendegaves |
| de | tilkendegaves |