Conjugation of tilkende
to grant, accord (someone right of disposal over something or someone) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | tilkende |
Præsens
| jeg | tilkender |
| du | tilkender |
| han / hun / den / det | tilkender |
| vi | tilkender |
| I | tilkender |
| de | tilkender |
Præteritum
| jeg | tilkendte |
| du | tilkendte |
| han / hun / den / det | tilkendte |
| vi | tilkendte |
| I | tilkendte |
| de | tilkendte |
Imperativ
| — | tilkend |
Perfektum participium
| — | tilkendt |
Præsens participium
| — | tilkendende |
Passiv
Infinitiv
| — | tilkendes |
Præsens
| jeg | tilkendes |
| du | tilkendes |
| han / hun / den / det | tilkendes |
| vi | tilkendes |
| I | tilkendes |
| de | tilkendes |
Præteritum
| jeg | tilkendtes |
| du | tilkendtes |
| han / hun / den / det | tilkendtes |
| vi | tilkendtes |
| I | tilkendtes |
| de | tilkendtes |