Conjugation of strande
stranəto run aground, to strand, to be stranded, to be beached Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | strande |
Præsens
| jeg | strander |
| du | strander |
| han / hun / den / det | strander |
| vi | strander |
| I | strander |
| de | strander |
Præteritum
| jeg | strandede |
| du | strandede |
| han / hun / den / det | strandede |
| vi | strandede |
| I | strandede |
| de | strandede |
Perfektum
| — | er strandet |
Imperativ
| — | strand |
Perfektum participium
| — | strandet |
Præsens participium
| — | strandende |
Passiv
Infinitiv
| — | strandes |
Præsens
| jeg | strandes |
| du | strandes |
| han / hun / den / det | strandes |
| vi | strandes |
| I | strandes |
| de | strandes |
Præteritum
| jeg | strandedes |
| du | strandedes |
| han / hun / den / det | strandedes |
| vi | strandedes |
| I | strandedes |
| de | strandedes |