Conjugation of stå op
[sd̥ɔ ˈʌb̥]to get up, to leave a place one has been sleeping Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | at stå op |
Præsens
| jeg | står op |
| du | står op |
| han / hun / den / det | står op |
| vi | står op |
| I | står op |
| de | står op |
Præteritum
| jeg | stod op |
| du | stod op |
| han / hun / den / det | stod op |
| vi | stod op |
| I | stod op |
| de | stod op |
Perfektum
| — | er stået op |
Imperativ
| — | stå op |