Conjugation of skælde
[ˈsɡɛlə]to blame, or rebuke someone, usually in violent, angry terms Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | skælde |
Præsens
| jeg | skælder |
| du | skælder |
| han / hun / den / det | skælder |
| vi | skælder |
| I | skælder |
| de | skælder |
Præteritum
| jeg | skældede |
| du | skældede |
| han / hun / den / det | skældede |
| vi | skældede |
| I | skældede |
| de | skældede |
Perfektum
| — | har skældt |
Imperativ
| — | skæld |
Perfektum participium
| — | skældet |
Præsens participium
| — | skældende |
Passiv
Infinitiv
| — | skældes |
Præsens
| jeg | skældes |
| du | skældes |
| han / hun / den / det | skældes |
| vi | skældes |
| I | skældes |
| de | skældes |
Præteritum
| jeg | skældedes |
| du | skældedes |
| han / hun / den / det | skældedes |
| vi | skældedes |
| I | skældedes |
| de | skældedes |