Conjugation of ordinere
to ordain (a priest, bishop etc.) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | ordinere |
Præsens
| jeg | ordinerer |
| du | ordinerer |
| han / hun / den / det | ordinerer |
| vi | ordinerer |
| I | ordinerer |
| de | ordinerer |
Præteritum
| jeg | ordinerede |
| du | ordinerede |
| han / hun / den / det | ordinerede |
| vi | ordinerede |
| I | ordinerede |
| de | ordinerede |
Perfektum
| — | har ordineret |
Imperativ
| — | ordiner |
Perfektum participium
| — | ordineret |
Præsens participium
| — | ordinerende |
Passiv
Infinitiv
| — | ordineres |
Præsens
| jeg | ordineres |
| du | ordineres |
| han / hun / den / det | ordineres |
| vi | ordineres |
| I | ordineres |
| de | ordineres |
Præteritum
| jeg | ordineredes |
| du | ordineredes |
| han / hun / den / det | ordineredes |
| vi | ordineredes |
| I | ordineredes |
| de | ordineredes |