Conjugation of optræde
[ˈʌb̥ˌtˢʁ̥ɛˀðə]to behave, act, pose (be in a certain way) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | optræde |
Præsens
| jeg | optræder |
| du | optræder |
| han / hun / den / det | optræder |
| vi | optræder |
| I | optræder |
| de | optræder |
Præteritum
| jeg | optrådte |
| du | optrådte |
| han / hun / den / det | optrådte |
| vi | optrådte |
| I | optrådte |
| de | optrådte |
Perfektum
| — | har optrådt |
Imperativ
| — | optræd |
Perfektum participium
| — | optrådt |
Præsens participium
| — | optrædende |
Passiv
Infinitiv
| — | optrædes |
Præsens
| jeg | optrædes |
| du | optrædes |
| han / hun / den / det | optrædes |
| vi | optrædes |
| I | optrædes |
| de | optrædes |
Præteritum
| jeg | optrådtes |
| du | optrådtes |
| han / hun / den / det | optrådtes |
| vi | optrådtes |
| I | optrådtes |
| de | optrådtes |