Conjugation of implicere
something to be the logical/natural consequence of something Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | implicere |
Præsens
| jeg | implicerer |
| du | implicerer |
| han / hun / den / det | implicerer |
| vi | implicerer |
| I | implicerer |
| de | implicerer |
Præteritum
| jeg | implicerede |
| du | implicerede |
| han / hun / den / det | implicerede |
| vi | implicerede |
| I | implicerede |
| de | implicerede |
Perfektum
| — | har impliceret |
Imperativ
| — | implicer |
Perfektum participium
| — | impliceret |
Præsens participium
| — | implicerende |
Passiv
Infinitiv
| — | impliceres |
Præsens
| jeg | impliceres |
| du | impliceres |
| han / hun / den / det | impliceres |
| vi | impliceres |
| I | impliceres |
| de | impliceres |