Conjugation of henføre
to ascribe, attribute Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | henføre |
Præsens
| jeg | henfører |
| du | henfører |
| han / hun / den / det | henfører |
| vi | henfører |
| I | henfører |
| de | henfører |
Præteritum
| jeg | henførte |
| du | henførte |
| han / hun / den / det | henførte |
| vi | henførte |
| I | henførte |
| de | henførte |
Perfektum
| — | har henført |
Imperativ
| — | henfør |
Perfektum participium
| — | henført |
Præsens participium
| — | henførende |
Passiv
Infinitiv
| — | henføres |
Præsens
| jeg | henføres |
| du | henføres |
| han / hun / den / det | henføres |
| vi | henføres |
| I | henføres |
| de | henføres |
Præteritum
| jeg | henførtes |
| du | henførtes |
| han / hun / den / det | henførtes |
| vi | henførtes |
| I | henførtes |
| de | henførtes |