Conjugation of fortænke
[fʌˈtɛŋˀɡə]to reproach, criticize (consider a person's actions as wrong or unnatural) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | fortænke |
Præsens
| jeg | fortænker |
| du | fortænker |
| han / hun / den / det | fortænker |
| vi | fortænker |
| I | fortænker |
| de | fortænker |
Præteritum
| jeg | fortænkte |
| du | fortænkte |
| han / hun / den / det | fortænkte |
| vi | fortænkte |
| I | fortænkte |
| de | fortænkte |
Perfektum
| — | har fortænkt |
Imperativ
| — | fortænk |
Perfektum participium
| — | fortænkt |
Præsens participium
| — | fortænkende |
Passiv
Infinitiv
| — | fortænkes |
Præsens
| jeg | fortænkes |
| du | fortænkes |
| han / hun / den / det | fortænkes |
| vi | fortænkes |
| I | fortænkes |
| de | fortænkes |
Præteritum
| jeg | fortænktes |
| du | fortænktes |
| han / hun / den / det | fortænktes |
| vi | fortænktes |
| I | fortænktes |
| de | fortænktes |