Conjugation of fortolke
[fʌˈtˢʌlˀɡ̊ə]to interpret (a text, a dream, a situation) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | fortolke |
Præsens
| jeg | fortolker |
| du | fortolker |
| han / hun / den / det | fortolker |
| vi | fortolker |
| I | fortolker |
| de | fortolker |
Præteritum
| jeg | fortolkede |
| du | fortolkede |
| han / hun / den / det | fortolkede |
| vi | fortolkede |
| I | fortolkede |
| de | fortolkede |
Perfektum
| — | har fortolket |
Imperativ
| — | fortolk |
Perfektum participium
| — | fortolket |
Præsens participium
| — | fortolkende |
Passiv
Infinitiv
| — | fortolkes |
Præsens
| jeg | fortolkes |
| du | fortolkes |
| han / hun / den / det | fortolkes |
| vi | fortolkes |
| I | fortolkes |
| de | fortolkes |
Præteritum
| jeg | fortolkedes |
| du | fortolkedes |
| han / hun / den / det | fortolkedes |
| vi | fortolkedes |
| I | fortolkedes |
| de | fortolkedes |