Conjugation of disputere
[disbuˈteˀʌ]to dispute, discuss (exchange of opinions etc. (usually at a university)) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | disputere |
Præsens
| jeg | disputerer |
| du | disputerer |
| han / hun / den / det | disputerer |
| vi | disputerer |
| I | disputerer |
| de | disputerer |
Præteritum
| jeg | disputerede |
| du | disputerede |
| han / hun / den / det | disputerede |
| vi | disputerede |
| I | disputerede |
| de | disputerede |
Perfektum
| — | har disputeret |
Imperativ
| — | disputer |
Perfektum participium
| — | disputeret |
Præsens participium
| — | disputerende |
Passiv
Infinitiv
| — | disputeres |
Præsens
| jeg | disputeres |
| du | disputeres |
| han / hun / den / det | disputeres |
| vi | disputeres |
| I | disputeres |
| de | disputeres |
Præteritum
| jeg | disputeredes |
| du | disputeredes |
| han / hun / den / det | disputeredes |
| vi | disputeredes |
| I | disputeredes |
| de | disputeredes |