Conjugation of deducere
to deduce Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | deducere |
Præsens
| jeg | deducerer |
| du | deducerer |
| han / hun / den / det | deducerer |
| vi | deducerer |
| I | deducerer |
| de | deducerer |
Præteritum
| jeg | deducerede |
| du | deducerede |
| han / hun / den / det | deducerede |
| vi | deducerede |
| I | deducerede |
| de | deducerede |
Perfektum
| — | har deduceret |
Imperativ
| — | deducer |
Perfektum participium
| — | deduceret |
Præsens participium
| — | deducerende |
Passiv
Infinitiv
| — | deduceres |
Præsens
| jeg | deduceres |
| du | deduceres |
| han / hun / den / det | deduceres |
| vi | deduceres |
| I | deduceres |
| de | deduceres |
Præteritum
| jeg | deduceredes |
| du | deduceredes |
| han / hun / den / det | deduceredes |
| vi | deduceredes |
| I | deduceredes |
| de | deduceredes |