Conjugation of belejre
besiege Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | belejre |
Præsens
| jeg | belejrer |
| du | belejrer |
| han / hun / den / det | belejrer |
| vi | belejrer |
| I | belejrer |
| de | belejrer |
Præteritum
| jeg | belejrede |
| du | belejrede |
| han / hun / den / det | belejrede |
| vi | belejrede |
| I | belejrede |
| de | belejrede |
Perfektum
| — | har belejret |
Imperativ
| — | belejr |
Perfektum participium
| — | belejret |
Præsens participium
| — | belejrende |
Passiv
Infinitiv
| — | belejres |
Præsens
| jeg | belejres |
| du | belejres |
| han / hun / den / det | belejres |
| vi | belejres |
| I | belejres |
| de | belejres |
Præteritum
| jeg | belejredes |
| du | belejredes |
| han / hun / den / det | belejredes |
| vi | belejredes |
| I | belejredes |
| de | belejredes |