Conjugation of argumentere
to argue Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | argumentere |
Præsens
| jeg | argumenterer |
| du | argumenterer |
| han / hun / den / det | argumenterer |
| vi | argumenterer |
| I | argumenterer |
| de | argumenterer |
Præteritum
| jeg | argumenterede |
| du | argumenterede |
| han / hun / den / det | argumenterede |
| vi | argumenterede |
| I | argumenterede |
| de | argumenterede |
Perfektum
| — | har argumenteret |
Imperativ
| — | argumenter |
Perfektum participium
| — | argumenteret |
Præsens participium
| — | argumenterende |
Passiv
Infinitiv
| — | argumenteres |
Præsens
| jeg | argumenteres |
| du | argumenteres |
| han / hun / den / det | argumenteres |
| vi | argumenteres |
| I | argumenteres |
| de | argumenteres |
Præteritum
| jeg | argumenteredes |
| du | argumenteredes |
| han / hun / den / det | argumenteredes |
| vi | argumenteredes |
| I | argumenteredes |
| de | argumenteredes |