Conjugation of anføre
to provide a written explanation, statement Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | anføre |
Præsens
| jeg | anfører |
| du | anfører |
| han / hun / den / det | anfører |
| vi | anfører |
| I | anfører |
| de | anfører |
Præteritum
| jeg | anførte |
| du | anførte |
| han / hun / den / det | anførte |
| vi | anførte |
| I | anførte |
| de | anførte |
Perfektum
| — | har anført |
Imperativ
| — | anfør |
Perfektum participium
| — | anført |
Præsens participium
| — | anførende |
Passiv
Infinitiv
| — | anføres |
Præsens
| jeg | anføres |
| du | anføres |
| han / hun / den / det | anføres |
| vi | anføres |
| I | anføres |
| de | anføres |
Præteritum
| jeg | anførtes |
| du | anførtes |
| han / hun / den / det | anførtes |
| vi | anførtes |
| I | anførtes |
| de | anførtes |