Conjugation of afblege
to weaken (cause something to lose its power) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | afblege |
Præsens
| jeg | afbleger |
| du | afbleger |
| han / hun / den / det | afbleger |
| vi | afbleger |
| I | afbleger |
| de | afbleger |
Præteritum
| jeg | afblegede |
| du | afblegede |
| han / hun / den / det | afblegede |
| vi | afblegede |
| I | afblegede |
| de | afblegede |
Perfektum
| — | har afbleget |
Imperativ
| — | afbleg |
Perfektum participium
| — | afbleget |
Præsens participium
| — | afblegende |
Passiv
Infinitiv
| — | afbleges |
Præsens
| jeg | afbleges |
| du | afbleges |
| han / hun / den / det | afbleges |
| vi | afbleges |
| I | afbleges |
| de | afbleges |
Præteritum
| jeg | afblegedes |
| du | afblegedes |
| han / hun / den / det | afblegedes |
| vi | afblegedes |
| I | afblegedes |
| de | afblegedes |