Conjugation of värja
to dodge an attack; defend oneself from a physical or verbal assault, or from an accusation Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | värja |
Presens
| jag | värjer |
| du | värjer |
| han / hon / den / det | värjer |
| vi | värjer |
| ni | värjer |
| de | värjer |
Preteritum
| jag | värjde |
| du | värjde |
| han / hon / den / det | värjde |
| vi | värjde |
| ni | värjde |
| de | värjde |
Supinum
| jag | värjt |
| du | värjt |
| han / hon / den / det | värjt |
| vi | värjt |
| ni | värjt |
| de | värjt |
Imperativ
| — | värj |
Passiv
Infinitiv
| — | värjas |
Presens
| jag | värjs |
| du | värjs |
| han / hon / den / det | värjs |
| vi | värjs |
| ni | värjs |
| de | värjs |
Preteritum
| jag | värjdes |
| du | värjdes |
| han / hon / den / det | värjdes |
| vi | värjdes |
| ni | värjdes |
| de | värjdes |
Supinum
| jag | värjts |
| du | värjts |
| han / hon / den / det | värjts |
| vi | värjts |
| ni | värjts |
| de | värjts |