Conjugation of konjugera
to conjugate (inflect a verb) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | konjugera |
Presens
| jag | konjugerar |
| du | konjugerar |
| han / hon / den / det | konjugerar |
| vi | konjugerar |
| ni | konjugerar |
| de | konjugerar |
Preteritum
| jag | konjugerade |
| du | konjugerade |
| han / hon / den / det | konjugerade |
| vi | konjugerade |
| ni | konjugerade |
| de | konjugerade |
Supinum
| jag | konjugerat |
| du | konjugerat |
| han / hon / den / det | konjugerat |
| vi | konjugerat |
| ni | konjugerat |
| de | konjugerat |
Imperativ
| — | konjugera |
Passiv
Infinitiv
| — | konjugeras |
Presens
| jag | konjugeras |
| du | konjugeras |
| han / hon / den / det | konjugeras |
| vi | konjugeras |
| ni | konjugeras |
| de | konjugeras |
Preteritum
| jag | konjugerades |
| du | konjugerades |
| han / hon / den / det | konjugerades |
| vi | konjugerades |
| ni | konjugerades |
| de | konjugerades |
Supinum
| jag | konjugerats |
| du | konjugerats |
| han / hon / den / det | konjugerats |
| vi | konjugerats |
| ni | konjugerats |
| de | konjugerats |