Conjugation of emanera
emanate Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | emanera |
Presens
| jag | emanerar |
| du | emanerar |
| han / hon / den / det | emanerar |
| vi | emanerar |
| ni | emanerar |
| de | emanerar |
Preteritum
| jag | emanerade |
| du | emanerade |
| han / hon / den / det | emanerade |
| vi | emanerade |
| ni | emanerade |
| de | emanerade |
Supinum
| jag | emanerat |
| du | emanerat |
| han / hon / den / det | emanerat |
| vi | emanerat |
| ni | emanerat |
| de | emanerat |
Imperativ
| — | emanera |
Passiv
Infinitiv
| — | emaneras |
Presens
| jag | emaneras |
| du | emaneras |
| han / hon / den / det | emaneras |
| vi | emaneras |
| ni | emaneras |
| de | emaneras |
Preteritum
| jag | emanerades |
| du | emanerades |
| han / hon / den / det | emanerades |
| vi | emanerades |
| ni | emanerades |
| de | emanerades |
Supinum
| jag | emanerats |
| du | emanerats |
| han / hon / den / det | emanerats |
| vi | emanerats |
| ni | emanerats |
| de | emanerats |