Conjugation of undskylde
to excuse/forgive something Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | undskylde |
Præsens
| jeg | undskylder |
| du | undskylder |
| han / hun / den / det | undskylder |
| vi | undskylder |
| I | undskylder |
| de | undskylder |
Præteritum
| jeg | undskyldte |
| du | undskyldte |
| han / hun / den / det | undskyldte |
| vi | undskyldte |
| I | undskyldte |
| de | undskyldte |
Perfektum
| — | har undskyldt |
Imperativ
| — | undskyld |
Perfektum participium
| — | undskyldt |
Præsens participium
| — | undskyldende |
Passiv
Infinitiv
| — | undskyldes |
Præsens
| jeg | undskyldes |
| du | undskyldes |
| han / hun / den / det | undskyldes |
| vi | undskyldes |
| I | undskyldes |
| de | undskyldes |
Præteritum
| jeg | undskyldtes |
| du | undskyldtes |
| han / hun / den / det | undskyldtes |
| vi | undskyldtes |
| I | undskyldtes |
| de | undskyldtes |