Conjugation of udstråle
to irradiate Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | udstråle |
Præsens
| jeg | udstråler |
| du | udstråler |
| han / hun / den / det | udstråler |
| vi | udstråler |
| I | udstråler |
| de | udstråler |
Præteritum
| jeg | udstrålede |
| du | udstrålede |
| han / hun / den / det | udstrålede |
| vi | udstrålede |
| I | udstrålede |
| de | udstrålede |
Perfektum
| — | har udstrålet |
Imperativ
| — | udstrål |
Perfektum participium
| — | udstrålet |
Præsens participium
| — | udstrålende |
Passiv
Infinitiv
| — | udstråles |
Præsens
| jeg | udstråles |
| du | udstråles |
| han / hun / den / det | udstråles |
| vi | udstråles |
| I | udstråles |
| de | udstråles |
Præteritum
| jeg | udstråledes |
| du | udstråledes |
| han / hun / den / det | udstråledes |
| vi | udstråledes |
| I | udstråledes |
| de | udstråledes |