Conjugation of miskende
to fail acknowledge (someone or something); to disregard Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | miskende |
Præsens
| jeg | miskender |
| du | miskender |
| han / hun / den / det | miskender |
| vi | miskender |
| I | miskender |
| de | miskender |
Præteritum
| jeg | miskendte |
| du | miskendte |
| han / hun / den / det | miskendte |
| vi | miskendte |
| I | miskendte |
| de | miskendte |
Perfektum
| — | har miskendt |
Imperativ
| — | miskend |
Perfektum participium
| — | miskendt |
Præsens participium
| — | miskendende |
Passiv
Infinitiv
| — | miskendes |
Præsens
| jeg | miskendes |
| du | miskendes |
| han / hun / den / det | miskendes |
| vi | miskendes |
| I | miskendes |
| de | miskendes |
Præteritum
| jeg | miskendtes |
| du | miskendtes |
| han / hun / den / det | miskendtes |
| vi | miskendtes |
| I | miskendtes |
| de | miskendtes |